|
Næstved var tilkaldervagt for Kastrup Qianball ved en fremvisning i Rønnede
Søren Rasmussen havde arrangeret en fremvisning for 7.-8. klasserne på Møllevangsskolen i Rønnede, mandag den 25-01-2010. Han fik hurtigt stablet en lille gruppe sammen i Kastrup-klubben, der efter planen skulle have stået for det, men søndag aften (dagen før arrangementet), meldte den sidste af disse afbud, og Søren var på den. Han kontaktede hurtigt Næstved Qianball, og fik arrangeret at undertegnede, på trods af stik modsatte sovevaner, skulle stå klar med en bil i Kastrup kl. 07:30 for at hjælpe med arrangementet. Efter en kop kaffes tid, nåede vi skolen til kl. 08:15, hvor det første idrætshold, 7.B, stod klar. Eleverne var flittige til at hjælpe med at få sat baner op, så vi kom hurtigt i gang. På forhånd havde lærerne givet en kort forklaring af, hvad det her "kvinbal" gik ud på, så det dulmede af nysgerrighed blandt eleverne, der spurgte i øst og vest, før vi fik chancen for at fortælle lidt om det. Vi fik dog ro på flokken, og fortalt om Qianballs historie, og vist en lille demonstration, og så var elevernes hænder ellers rødglødende. Nu ville de altså prøve. De blev delt op i grupper af tre, og skulle så bytte med dem, der sad over, hvert 5. minut, og sådan fortsatte det i løbet af den time, vi havde til rådighed. Klassen delte sig hurtigt i to, nogenlunde lige store grupper. Dem, der stadig var vildt begejstret over spillet, og dem, der ikke kunne se det sjove i det. Da spilletiden var gået, samlede vi eleverne til en kort spørgerunde, hvor to spørgsmål hurtigt skulle afklares for nogen. Hvor og hvornår kan man spille, og hvor meget koster udstyret. Det var virkelig rart at se denne begejstring blandt eleverne.
Efter en halv times pause, var det 7.As tur, og det hele forløb på samme måde, som med det forrige hold, dog med den undtagelse, at det her var samtlige elever, der var vældigt begejstrede hele vejen igennem, og igen var de umiddelbart vigtigste informationer vi kunne give, hvor og hvornår man kunne spille, og hvad udstyret kostede.
Der var igen en halv times pause, og det var nu 8. klassernes tur. Denne gang var det begge klasser på samme tid, da der var færre elever i hver klasse (ca. 15 elever, i modsætning til 7. klasserne der var godt 20 elever), så holdet bestod af 31 elever. Vi vidste, at det ville give lidt tidspres, men kløede på. Bedst som eleverne kom på banen, gik brandalarmen, og vi måtte skynde os udenfor til optælling. Her blev vi gudskelov informeret om, at det blot var en fejlalarm, da der var elektrikkere, der gik og rodede med systemet. Der gik dog en del tid med det, så vi måtte skynde os med at få folk igang igen. Her var begejstreringen knap så overvældende. Der var enkelte elever, der var meget begejstreret, enkelte der godt kunne få noget sjov ud af det, og enkelte der i det mindste gav det en chance, hvor resten sad og havde stirrekonkurrence med uret, for det skulle bare overståes, og vi nåede da lige at sige halvdelen af sætningen: "Tak fordi vi måtte komme..." før hallen var rømmet.
Alt i alt blev vi dog enige om, at det var et godt arrangement, der var forløbet meget positivt, og der var faktisk 6-8 elever, der ville køre helt til både Næstved og Kastrup en gang om ugen for at få lov til at spille, så mon ikke vi snart ser et nyt ansigt eller to.
Næstved Qianball og Kastrup Qianball takker Møllevangsskolen, fordi vi måtte komme og vise vores sport, og håber, vi kan arrangere en ny dag, hvor 9. klasserne også kan få prøvet.
|
Kommentarer
RSS feed for kommentarer til dette indlęg.